Polynesiske danse ved en luau, forklaret

Ét ord, mange øer

Polynesien er en underregion af Oceanien bestående af mere end 1.000 øer spredt over det centrale og sydlige Stillehav. Dets folk deler sproglige slægtskaber, kulturelle praksisser og traditionelle overbevisninger, men de deler ikke én dans. Hawaii, Tahiti, Tonga, New Zealand og Samoa ligger alle inden for det. Hver har sine egne danse, og forestillingen i Orlando nævner alle fem, selvom ingen af de fem står for hele Polynesien. Denne guide forklarer hver tradition på dens egne præmisser, så du kan skelne dem fra hinanden, når de følger efter hinanden på scenen. Dansene på din dato er arrangørens valg, og ingen guide kan love et bestemt nummer.

Hula, fra Hawaiʻi

Hula er en hawaiiansk danseform, der udtrykker en sang, eller mele. Den blev udviklet på Hawaii-øerne af de indfødte hawaiianere, der bosatte sig der, og danseren skildrer ordene i meleen i visuel form. De to hovedkategorier er hula kahiko, den gamle stil, der blev udført før de vestlige møder og akkompagneres af sang og traditionelle instrumenter, og hula ʻauana, som udviklede sig under vestlig indflydelse og akkompagneres af sang og instrumenter som guitar, ʻukulele og kontrabas. Håndbevægelser bærer historien: de kan vise et træ, der svajer i brisen, eller en bølge i havet. En hula kan danses siddende, i noho-stilen, eller stående, i luna-stilen, og nogle danse bruger begge.

ʻŌteʻa, fra Tahiti

ʻŌteʻa er en traditionel dans fra Tahiti, hvor danserne står i flere rækker og udfører figurer. Den er let at genkende på sin hurtige hofteskagen og græsnederdele, og den forveksles ofte med hula, som generelt er langsommere og sætter hænderne og historiefortællingen foran hofterne. ʻŌteʻa er en af de få tahitiske mændsdanse, der eksisterede før den europæiske kontakt. Den kan nu danses af mænd, af kvinder eller af begge, og den akkompagneres af instrumenter, især trommer, uden sang. Gestikulationerne genopfører daglige beskæftigelser: for mænd kan temaerne omfatte krigsførelse eller sejlads, mens de for kvinder er tættere på hjemmet eller naturen, som at rede håret eller en sommerfugls flugt. Trommen kan være tōʻere, en træstamme med en sprække, der slås med stokke, eller pahu, den gamle tahitiske stående tromme.

Lakalaka, fra Tonga

Lakalaka er en tongansk gruppedans, hvor udøverne står næsten stille og kun laver bevægelser med armene. Den betragtes som Tongas nationaldans og er en del af den immaterielle menneskelige arv. Det er den ideelle dans til formelle lejligheder som kongens fødselsdag eller åbningen af en kirke. Det er også en levende dans: når en fejring nærmer sig, skriver en digter tekst til lejligheden, musik vælges til stroferne fra en pulje af typiske melodier, og bevægelserne koreograferes derefter. Kvindernes trin er små, og deres armbevægelser er flydende.

Haka, fra New Zealand

Haka er ceremonielle danse fra maorikulturen, der udføres i grupper med kraftfulde bevægelser, stampen i jorden og rytmisk råbende akkompagnement. De udføres traditionelt af både mænd og kvinder ved en række sociale anledninger, såsom at byde fornemme gæster velkommen, anerkende store bedrifter eller markere en begravelse. Haka forbindes populært med forberedelse til kamp, men maoriske forskere afviser opfattelsen af, at de normalt er krigsdans. En gruppe, der udfører en haka, kaldes en kapa haka.

Poi og ild-poi

Poi opstod hos maorierne på New Zealand, hvor det stadig praktiseres i dag. På maorisk kan poi betyde de fysiske genstande, danserne bruger, selve koreografien eller den ledsagende musik, og poi-optræden udføres normalt af kvinder. Maorisk poi findes i to former: kort, med snore i længden fra fingerspidserne til håndleddet, og lang, med snore i afstanden fra fingerspidserne til skulderen. Som scenekunst indebærer det at svinge fastgjorte vægte i rytmiske og geometriske mønstre. Poi har siden fået følgere i andre lande, og udstyret kan fremstilles med forskellige effekter, såsom ild. Forestillingen i Orlando opfører ild-poi blandt sine numre. Traditionelt blev poi lavet af harakeke, newzealandsk hør, og raupō.

Siva, sasa og klappedansen, fra Samoa

Sivaen er den traditionelle samoanske dans, og dens kvindeform bruger blide bevægelser af hænder og fødder i takt til musikken. Sasaen er en gruppedans, der udføres siddende til en trommerytme, og maulu'ulu er en gruppedans, der kun udføres af kvinder. Faʻataupati, på engelsk kaldet den samoanske klappedans, udføres traditionelt af mænd, normalt i en gruppe og uden musikalsk akkompagnement. Forestillingen i Orlando præsenteres af en samoansk familie fra Nuʻuuli på Tutuila, så det er de traditioner, der er tættest på deres eget hjem.

Taualugaen, Samoas afsluttende dans

Taualugaen er en traditionel samoansk dans, der betragtes som højdepunktet i samoansk scenekunst og midtpunktet i kulturen. Navnet henviser til den sidste fase af opførelsen af et traditionelt hus, når den øverste spærre fastgøres, så den signalerer fuldførelsen af en stor opgave. Dansen er ofte den store finale på en aften med underholdning. Traditionelt udføres den af en høvdings søn eller datter, og samoanerne betragter den som hellig. Aftenen i Orlando afsluttes i stedet med ildkniven; taualugaen beskrives her, fordi den viser, hvordan en samoansk aften er ment at slutte. Den danses også ofte som det afsluttende nummer ved samoanske bryllupsreceptioner.

Ildkniven, finalen

Den samoanske ildknivdans, der på Samoa kaldes siva afi, er der, hvor aftenen i Orlando slutter. De første ildknive var macheter, hvor der var bundet håndklæder om hver ende, mens midten af klingen var bar. Håndklæderne tændes, og danseren svinger kniven gennem akrobatiske kunststykker. Dansen opstod ud af ailao, hvor en samoansk kriger viste sin færdighed med en krigsklub. Familien bag showet i Orlando kommer fra Nuʻuuli på Tutuila, og arrangøren beskriver dansene fra øerne som en opbygning frem mod ildknivfinalen. Den separate guide til ildknivdans dækker, hvor redskabet stammer fra.

Læs næste: Ildknivsdans og dets samoanske rødder

Fire ting at lægge mærke til

Et par pejlemærker hjælper dig med at skelne traditionerne fra hinanden, når de følger efter hinanden på scenen. Ingen af dem er en regel, for arrangøren tilrettelægger aftenen, og dansene kan variere fra show til show, men hver af dem er et træk, som kilderne fremhæver for netop den tradition. Hav dem i baghovedet, når showet bevæger sig fra ø til ø, så bør forskellene blive lette at høre og se.

• Hænder: i hula bærer hænderne sangens ord.
• Hofter og trommer: den tahitiske ʻōteʻa er hurtig og trommestyret, uden sang.
• Stilhed: i den tonganske lakalaka bevæger fødderne sig næsten ikke, og armene fortæller historien.
• Stemmer: haka råbes rytmisk, og den samoanske klappedans kræver intet instrument.
• Flamme: fire poi udspringer af den maoriske poi-kunst, og ildkniven er et samoansk redskab.

En note om respekt, og hvem dette ikke er for

Et middagsshow komprimerer levende traditioner til få minutter hver, og arrangøren bestemmer, hvad der vises. Det er ikke en lektion og kan ikke erstatte at se en dans i dens egen sammenhæng, som ved de formelle lejligheder, hvor en lakalaka danses. Hvis du vil i dybden med en enkelt tradition, så start med kilderne nedenfor. Et middagsshow med siddepladser kan kun rumme en bid af hver tradition. Hvis du ønsker en aften med siddepladser, middag, musik og ild, er det netop, hvad showet er til.